Ny leder skal udvikle Aalborg Festivals

17. december 2017 kl. 01:26

Ny leder skal udvikle Aalborg Festivals

Når Aalborg Festivals i august igen fylder gaderne med kultur, bliver det med en ny leder på sidelinjen. 41-årige Casper Hestbech er manden, der skal føre Aalborg Festivals ind i fremtiden.

Aalborg Festivals åbner 16. august for sin fjerde udgave. Allerede fra årsskiftet blev Aalborg Festivals en selvejende institution og nu har bestyrelsen pr. 1. august ansat Casper Hestbech som leder til at videreudvikle kulturinstitutionen. Aalborg Festivals har i øjeblikket midlertidigt sekretariat i Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune, og nu glæder bestyrelsen sig til at få en dedikeret person i front:

-    Vi er rigtigt glade for, at vi har fået Casper Hestbech Jensen med på holdet. Visionerne er store med Aalborg Festivals. Vi er i gang med at løfte organisationen ud af Aalborg Kommunes hænder så den bedre kan udvikles, og her tror vi på, at Casper Hestbech med sin solide forankring i kulturen og gode erfaring indenfor fundraising er et virkeligt godt match. Vi er gået efter en med erfaring fra kulturmiljøet og evnerne til at samarbejde og netværke med andre organisationer, herunder også erhvervslivet og det synes jeg bestemt vi har fundet, fortæller Lis Rom Andersen, formand for bestyrelsen i Aalborg Festivals.

Casper Hestbech kommer fra en stilling som kulturafdelingsleder i Kulturhuset Trekanten. Han er selv uddannet musiker og har i mange år høstet stor erfaring som kulturiværksætter. Han glæder sig til at starte i det nye job, der indtil videre er en projektstilling frem til udgangen af august 2018:

-    Jeg er meget glad for at få den her mulighed. I øjeblikket sker der en enorm udvikling på kulturområdet i Aalborg, så derfor ser jeg også et stort potentiale i at være med til at udvikle Aalborg Festivals. Jeg tror der er et godt fundament at bygge på, fordi kulturlivet i Aalborg har gode erfaringer med at samarbejde på tværs af institutioner, forskellige kulturgenrer og samtidig give plads til både dygtige internationale aktører og vores eget vækstlag. Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet og tror dette års 12 dages tætpakkede kulturprogram er et rigtigt godt sted og tidspunkt at starte. Der er både inspiration at hente og masser af folk at mødes med, siger Casper Hestbech.

For yderligere information:
Lis Rom Andersen, formand for bestyrelsen i Aalborg Festivals, tlf.: 2520 4150
Casper Hestbech, leder af Aalborg Festivals, tlf.: 2519 7611